Træn udenfor og bliv set i mørket!

July 4, 2018

Vintervejr er også løbevejr. Tag en løbetur i juledagene og få pusten op – der er masser af fordele ved at træne udenfor. Men husk sikkerheden frem for alt!

Juletiden bidrager med utroligt meget sukker for de fleste, da det er højtid for særligt julekonfekt og julemiddage med gode venner og familie. Den søde jul er nemlig ofte synonym med god og lidt federe mad end normalt, og derfor er det vigtigt samtidig at huske at få motioneret. Men selvom juletiden er hyggelig, så er det vinter, koldt og mørkt udenfor, hvilket holder mange tilbage fra løbeturene og den udendørs træning.

Her får du fire gode grunde til at træne udendørs i den friske luft:

Udendørstræning booster dit humør
Kroppen frigiver endorfiner, når du træner. De giver et kick, som du sagtens kan blive afhængig af, og det er bestemt ikke uden grund, at de kaldes kroppens lykkehormon. En undersøgelse har vist, at deltagerne blev 50% gladere, hvis de trænede udendørs modsat i træningscentret.

Du får endnu mere energi
Motion booster dig med ny energi, når du føler dig træt, og frisk luft kan øge effekten. Alene 20 minutter udenfor kan friske dig op som en god og stærk kop kaffe, ifølge undersøgelser.

Styrker immunforsvaret 
Dit helbred er også en af de gode grunde til at træne ude. Når du vælger den friske morgenluft frem for at bruge medlemskortet til det lokale fitnesscenter, styrker du dit immunforsvar, og du slipper for baciller og vira. Ligesom børnehavebørn smitter hinanden, når de opholder sig mest indendørs og er mange sammen på lidt plads, er der også frit lejde for forkølelsesvira på håndvægte, spinningcykler og i omklædningsrum.

Det mindsker stress
Løb i naturen eller en park i byen har en øjeblikkelig virkning på stress. De naturlige lyde af vind i trætoppe, løbesko på grussti og omgivelserne, der passerer forbi, virker afbalancerende og beroligende på sindet. Desuden har talrige videnskabelige undersøgelser vist, at netop regelmæssig løbetræning virker afstressende og forebygger depressioner.

Bliv set!

Hvis du træner, når det er blevet mørkt, er det vigtigt, du husker at gøre dig synlig for bilister og cyklister i trafikken. Både for din egen og andres sikkerhed. Derfor kan du med fordel huske;

  1. En pandelampe, der kan være god, når du træner i skoven, hvor der ikke er belysning. Så bliver du bedre set, men kan også selv bedre se dine omgivelser.
  2. At være synlig og husk reflekserne! Mange sportsmærker sætter i dag reflekser på udendørs sportstøj og sko. Hvis du ikke har dette, så invester i en refleksvest eller refleksbånd, du kan sætte på dig selv.

God fornøjelse med træningen!

 

Kilder:

http://www.fitliving.dk/traening/traningstips/5-gode-grunde-til-at-trane-ude—ogsa-selv-om-det-blir-koldere/